Visehåndskrifterne, Bind 2

Visehåndskrifterne. Fremstilling, brug og indbyrdes forbindelser er anden del af VIDENSKABEN OG VISERNE bind 1-3 ved folklorist Lene Ingemann Jørgensen. Vi følger de nu kanoniserede folkeviser fra de blev skrevet ned til de fik status som ’folkeviser’. BIND 1 følger videnskaben om viserne gennem tryk og debatter. BIND 2 og 3 følger de visehåndskrifter, som viserne er kendt fra. Resultatet er overraskende: Videnskaben gjorde viser, der kom fra kongens hof i tiden efter reformationen, til ’viser fra folket i middelalderen’. BIND 2: Visehåndskrifterne. Fremstilling, brug og indbyrdes forbindelser indeholder den hidtil grundigste gennemgang af de i alt 37 bevarede visehåndskrifter, fremstillet i årene 1548-1732. Deres tid, sted og miljø bliver bestemt. Deres viseteksters forbindelse til visesangen bliver afdækket. Visehåndskrifternes fremstilling fandt sted over tid. Det bliver påvist, at den samtidig fandt sted indenfor et institutionaliseret miljø: hoffet. Deres anonyme skrivere bliver identificeret til at være ansatte i kongens kancelli. Visehåndskrifterne har hver sit viseudvalg, men der er påfaldende forbindelser mellem deres tekster. Det bliver påvist, at forbindelserne skyldtes, at de mange visehåndskrifter fik forlæg fra én og samme mængde. Kancellisterne indsamlede tekster fra sangere, der formede viser, som forenede de reformerte idealer med hoffets personale- og gæstegruppers livserfaringer. De opbevarede teksterne i deres arkiv og omskrev mange af dem flere gange. De distribuerede de fleste gennem visehåndskrifter til brug ved hoffet, men udleverede dog også nogle tekster fra deres arkiv til personer udenfor. Sangerne transformerede visehåndskrifternes viser til sang, omdannede mere eller mindre undervejs og skrev ned på ny. Omskrivningerne medførte, at der kom stadig flere variationer af de allerede distribuerede viser ind i kancelliets arkiv og at de nytilkomne visers andel faldt. Hoffets visesang blev samtidig presset udefra af kunstdigtningen og af styrets revisioner i tro og love. Visehåndskrifterne blev til henlagte arkivalier. Det blev glemt, hvor de kom fra og hvad de havde været brugt til. Forfatteren påviser, at de under ét reflekterer forløbet i hoffets sangtradition fra opkomst over vedligeholdelse til afvikling. For at komme tæt på kongens kancellis arbejde med viseteksterne samt på relationerne til hoffets visesang var det nødvendigt at gennemføre en detaljeret analyse af ét visehåndskrift. Den er fremlagt i BIND 3: Magdalena Sibyllas Visebog.