100-visebogen, Bind 1b

100-visebogen. Baggrund, indhold og langsigtede effekter er første del af VIDENSKABEN OG VISERNE bind 1-3 ved folklorist Lene Ingemann Jørgensen. Vi følger de nu kanoniserede folkeviser fra de blev skrevet ned til de fik status som ’folkeviser’. BIND 1 følger videnskaben om viserne gennem tryk og debatter. BIND 2 og 3 følger de visehåndskrifter, som viserne er kendt fra. Resultatet er overraskende: Videnskaben gjorde viser, der kom fra kongens hof i tiden efter reformationen, til ’viser fra folket i middelalderen’. 100-visebogen. Baggrund, indhold og langsigtede effekter BIND 1a+1b følger udviklingen af videnskaben om viserne og dens indflydelse på befolkningens visesang ca. år 1500-1800. Viseudgiverne udviklede et videnskabeligt system, der bliver afdækket undervejs. BIND 1b følger 100-visebogen fra udgivelsen i år 1591 frem til omkring år 1800. Interessen for den var stor. Den blev genoptrykt. Folk sang dens viser og genbrugte deres episke stof i andre viser og sagn. De lærde begyndte at diskutere dem. De fandt frem til, at 100-visebogens traditionelle viser havde en primitiv form i sammenligning med de nye kunstdigte og at deres indhold ikke længere svarede til samfundets idealer. De lærde udarbejdede nye visebøger for at revidere i 100-visebogens videnskabelige system, som forudsatte, at viserne kom fra en aktuel fælles tradition. De medtog flere traditionelle viser, tilføjede nye kommentarer og ændrede på værkstrukturen. Peder P. Syv, der udgav 200-visebogen i år 1695, forudsatte, at viserne kom fra en af både form og indhold fortidig tradition. Rasmus Nyerup præciserede, at de var ’folkeviser fra middelalderen’, allerede før han som medudgiver af Udvalgte danske Viser år 1812-1814 placerede den traditionelle visedigtning som en forløber for kunstdigtningen.Den moderne litteraturhistorie og folkemindevidenskab fortsatte ud af det lagte spor. Kildeudgivelsen af Danmarks gamle Folkeviser (1853-1976) videreførte det videnskabelige system, der forudsatte, at viserne havde været spredt i befolkningen forud for nedskrivningen af dem. Den åbnede dog op for tvivl om, hvorvidt tilskrevne navne og årstal i visehåndskrifterne antydede, at der var tale om ’adelsviser fra renæssancen’. De hidtil ubesvarede spørgsmål om, hvor visehåndskrifterne kom fra og hvilken relation, de havde, til visesangen bliver besvaret i BIND 2.