Trampolin
Hverdag
Hovedpersonen er enebarnet Rune. Hans far dør i en trafikulykke tidligt i drengens liv. Vi følger Rune fra denne tragiske begyndelse til tiden omkring hans konfirmation. Runes mor, Asta Filtenborg, advokat i sit eget sagførerfirma, reagerer ved gennemført alkoholmisbrug. Nætterne bliver den ulykkelige Runes mulighed for at kæmpe mod sin ensomhed gennem desperate handlinger i den provinsby, hvor han bor. Han drages en overgang mod det kriminelle via et ambivalent forhold til Inga, et afsindigt kvindemenneske. Men det er Anita med tandbøjlen og kærligt lysende øjne, som Rune er forgabt i, der redder ham ud af hans elendighed. Mange bipersoner danner et kor omkring hans liv. Vigtig er her advokaten Johannes Kramer, ansat i Asta Filtenborgs firma. Han forsøger at blive stedfortrædende far for Rune, men forkastes af drengen på grund af den anmassende mands "tilbøjeligheder" og hemmelighedskræmmeri. Det er imidlertid trampolinen, der fra den tidlige begyndelse inspirerer Rune til at udføre de nødvendige fysiske og åndelige afsæt for at slippe ud af det snærende liv og ind i kærlighedens rum.
122.00 kr