Oprør og alliancer - Mellemøsten efter det arabiske forår

Det er 10 år siden, folkelige oprør fik fjernet Tunesiens og Egyptens diktatorer fra magten. Det var starten på ?det arabiske forår?, der skulle transformere det arabiske Mellemøsten fra at være ledet af autoritære regimer til demokratier. Men efter militærkup i Egypten, borgerkrig i Libyen, Syrien og Yemen og konflikter de fleste andre steder i Mellemøsten spørger mange i dag, om det arabiske forår kørte af sporet, om det var en fiasko og i givet fald hvorfor? Skyldes det, at de muslimske lande i Mellemøsten ikke er parate til liberalt demokrati, og at politisk islam ikke er foreneligt med demokrati? Andre vil sige, at det arabiske oprør aldrig stoppede, men at det er en langvarig kamp for at transformere gamle og seje autoritære magtstrukturer. Lars Erslev Andersen kortlægger de dramatiske politiske skillelinjer i Mellemøsten, som både handler om fordeling af ressourcer og økonomi, eksponerer religiøse og etniske konflikter, generationskonflikter og kamp om at definere rettighederne for kvinder, politiske styreformer og ikke mindst om, hvordan de enkelte lande vil positionere sig såvel regionalt som i den globale orden, der er under konstant forandring. Presset på Europas grænser og manglende bæredygtige strategier til at håndtere det, konflikter, krige og humanitære katastrofer i Europas nærområde, spændinger i Den Persiske Golf, der både truer udskibning af olie til verdensmarkedet og den kommercielle skibsfart - hvilket rammer Danmark, der har verdens femtestørste handelsflåde - har rod i konflikter i Mellemøsten og har store konsekvenser for Europa og dermed også for Danmark.