Narrativ teori i pædagogers praksis
Hverdag
Forskellige former for narrativ teori og tænkning har i mange år optrådt indenfor en række discipliner og fagområder såsom litteraturvidenskab, sociologi, antropologi, lingvistik samt almen-, kultur- og organisationspsykologi. Den omfattende mængde af litteratur på det narrative område vidner om et vidt omfavnende felt, hvor forskellige former for narrativ teori har indgået i og bidraget til forskning og praksis i utallige faglige sammenhænge. Ved hjælp af narrative begreber er vi i stand til at beskrive grundlæggende erkendelsesprocesser hos mennesker og i forlængelse heraf udarbejde strategier, tilgange og metoder til at understøtte nye og anderledes læreprocesser hos andre. Dette forandringsperspektiv er efterhånden velkendt indenfor f.eks. erhvervspsykologien og i terapisammenhæng, men har efter min opfattelse længe været underbelyst og derfor kun lidt udnyttet i pædagogikken. Nærværende antologi er et forsøg på at råde bod på denne underprioritering. Bogen har pædagogers praksis som omdrejningspunkt, hvor der sættes fokus på en række forskellige praksisområder indenfor både almen- og specialområdet. Bogens ambition er at gøre viden om det narrative tilgængelig for pædagoger og pædagogstuderende, hvor de forskellige kapitler belyser på hver deres måde, hvordan narrativ tænkning kan bidrage til udvikling af pædagogfaglighed og til opgaveløsning i praksis. Bogen er bygget op i flere sektioner, hvor de enkelte bidrag samles tematisk ud fra forskellige fællesnævnere. I kapitel 1 præsenterer jeg en narrativ tilgang, hvor et individorienteret og mere psykologisk perspektiv skildres. I det efterfølgende kapitel beskriver jeg en kontekstorienteret tilgang til praksis. Til sammen udgør de to kapitler et forsøg på at skabe en helhedstænkning, hvor de to niveauer forudsætter og komplementerer hinanden. Det har været bogens ambition, at denne helhedstænkning skulle være bogens udgangspunkt, som en grundforståelse, der afspejles på forskellig vis i de enkelte bidrag. Således udgør narrativ teori den røde tråd i bogen, hvor centrale narrative begreber optræder på tværs af de enkelte kapitler. Bogen tager udgangspunkt i den præmis, at det potentiale, der ligger i narrativ teori, ikke udnyttes tilstrækkeligt i pædagogikken i dag. Det er mit håb, at bogen kan bidrage til den pædagogiske debat, således at det spændende potentiale, som narrativ tænkning byder på, i langt højere grad kommer børn, unge og brugere til gode i hverdagen i pædagogens praksis.
216.00 kr