Modstand 1944-1945

Niels-Birger Danielsen samler trådene fra de forrige bind af værket og kommer med sin egen konklusion på et voldsomt kapitel af danmarkshistorien. Dramaets sidste akt begynder i sommeren 1944, hvor kampen mellem modstandsbevægelsen og Gestapo og især det tyske politis danske håndlangere tiltager i brutalitet. Frihedskæmpernes likvideringer på den ene side og på den modsatte side repressaliedrab samt schalburgtager eskalerer i en ond spiral, der først bliver brudt ved den tyske kapitulation i maj 1945. Specielt i København er der det sidste år en borgerkrigslignende tilstand, og efter den tyske aktion mod det danske politi den 19. september 1944 føjer en omsiggribende kriminalitet sig til de øvrige farer for civilbefolkningen. Sideløbende med skærpelsen af kampen og udsigten til krigens afslutning sker der den sidste tid en tilnærmelse mellem modstandsbevægelsen og de etablerede politikere, der havde stået bag samarbejdspolitikken indtil den tyskerklærede undtagelsestilstand i august 1943. Mellem parterne bliver der indgået et forlig om en befrielsesregering med lige mange ministerposter til modstandsbevægelsen og politikerne, enighed om et strengt retsopgør og en fælles anmodning til de sejrende stormagter om anerkendelse af Danmark om allieret land. Nu er modstandskampen blevet hele folkets kamp og ikke kun noget, der blev udøvet af snævre nichegrupperinger. Politikerne er blevet medkæmpere. Og sådan er der så meget, der bliver ”med tilbagevirkende kraft”, da konklusionerne ved besættelsestidens slutning skal drages på dimensionen samarbejde contra modstand. Et dilemma, der har præget de fem besættelsesår, og som siden dengang er blevet heftigt diskureret.