Kvinder, familie og formue

Kernefamilien har siden den tidlige middelalder været en grundstamme i samfundene. I Kvinder, familie og formue gennemgår Inger Dübeck formueforholdet mellem ægtefællerne og det arve- og generationsretlige forhold mellem forældre og børn fra middelalderen og frem til det 20. århundrede. Den enkelte familie kunne gennemløbe faser, hvor den fremtrådte som kernefamilie og andre, hvor den fremtrådte som flergenerationsfamilie under samme tag, bl.a. i forbindelse med overdragelse af slægtsgården. Inger Dübeck fokuserer især på særejet og formuefællesskabet i mange variationer. Hun viser, hvordan det sene 19. og det tidlige 20. århundrede bragte store forbedringer i de gifte kvinders formueretlige forhold. Men det må ses på baggrund af at første halvdel af det 19. århundrede på væsentlige områder havde reduceret hustruens status til den mest uselvstændige siden middelalderen. Det kunne kun gå fremad. Modsat kan man allerede fra senmiddelalderen spore en tendens i den indbyrdes aftalepraksis til via ægtepagter og gensidige testamenter at sikre enkens overlevelse og mulighed for at videreføre hjemmet, en tendens der følges op i yngre lovgivning. Inger Dübeck slutter sin bog med at udstikke nogle perspektiver på ægtefællernes og familiens indbyrdes retsrelationer i det 21. århundrede.