Jeg kan se på afstand at jeg får ondt i røven af det der

Hvordan ser livet ud for et medlem af prekariatet? Ikke nødvendigvis særlig kønt eller komfortabelt, hvilket digteren Søren Gehlert Schmidt både kan snakke og skrive med om. I hans nye digtsamling – som ikke specifikt handler om prekariatet – bliver læseren inviteret med på tur i en virkelighed, som måske ikke ligefrem er dystopisk, ikke i sit ydre i al fald, men som i digterens indre lugter langt væk af brudte kontrakter, samfundsmæssige og personlige, løstforankrede velfærdsydelser, omstrejfen og i det hele taget hånden-til-munden-livsstil. Måske prekariatet er en ny tids ufrivillige sigøjnere? Digtning er en ventil, ikke noget nyt i det – og så alligevel. For når man læser disse digte, er det lidt som at høre Falaris' okse. Men i et hverdagssprog, et gadesprog, et institutionssprog, et Tinder-sprog – om ikke andet et sprog, der er friskt og helt sig selv. Tag blot dette lille digt, Skræmsel (s. 17): 'jeg drømmer og døren åbner og katten løber op ad væggen det er den barkede tid hvor gråd mod tapet vi kan stå ude på gaden og begræde vores tab de største og de fiktive det er en øjenvippe på kinden nu må vi trykke det sammen der hvor jeg stod og trykkede på dine forældres dørklokke og fuglene fløj med hele opgangens sorg i den gale hals' Udover i drømme foregår bogen i Greve, på Nørrebro, i lufthavnen, i trappeopgangen, på gaden, på Tusindfryd, i toget, i hjertet, i halvskyggernes verden. Den er et atlas over minder, ikke så meget stederne selv, som det de repræsenterer. På bogens ene flap er det beskrevet sådan her: "I denne digtsamling lokker Søren Gehlert Schmidt minderne, illusionerne ud i fængselsgården, sender dem gennem sprogets gitre og faldgruber."