Dansksindet under ørnebanneret

"Otte år af min barndom i en preussisk statsskole, jaget ud af sognets forsamlingshus af preussiske gendarmer, med kvælningsfornemmelser i sindet springe soldat for preussiske officerer og lære at håndtere det gevær, som venner skulle skydes ned med. Derefter ud i Frankrigs skyttegrave, hvor død og rædsel larmede omkring én dag og nat, mens hjemlandets lykke tæredes hen, og så til sidst, om livet skulle reddes med en smule menneskeværd i behold, snige sig mod nord en nat gennem vagtpostkæden". Sådan oplevede sønderjyden Johannes Christensen den tyske påvirkning i hans barndoms- og ungdomsår 1896-1918 i Nørby nær stationsbyen Visby. Johannes kunne let have endt sit liv som tysk soldat under det blodige slag ved Verdun i 1916, og han lovede sig selv ved vestfronten, at hvis han overlevede, ville han engagere sig i en sag, han selv troede på. Den sag blev danskheden i Sydslesvig. Resten af sit liv arbejdede Johannes som initiativrig formand i Sønderjydsk Forening for Odsherred og De sønderjydske foreninger i Holbæk Amt for at knytte Sydslesvig tættere til Danmark. Det blev en kamp med store personlige triumfer, men også med afgrundsdybe skuffelser. På grund af sit store frivillige engagement i Grænseforeningen var Johannes Christensen i berøring med alle vigtige begivenheder i grænselandets historie i hans levetid fra tiden, hvor Nordslesvig var under tysk herredømme over 2.verdenskrig, hvor sydslesvigere var i tysk krigstjeneste til 1950´erne og 60´erne, hvor Danmark ydede massiv kulturel støtte til det danske mindretal syd for grænsen. Således er historien om Johannes Christensen samtidig Sydslesvigs og Sønderjyllands historie i en betydningsfuld periode.