Tid til fordybelse
Hverdag
Hensigten med denne bog er at fremme et livgivende lederskab, og vejen dertil går gennem bevidst fordybelse. Forfatterne giver et bud på, hvad der kendetegner et livgivende lederskab, som er et lederskab, der begynder med os selv personligt, og som derfra udfolder sig i alle vores relationer. Det uddybes i bogen at et livgivende lederskab er at tage vare på liv – og tage vare på betingelserne for at liv kan fortsætte med at udfolde sig i den helhed, som vi er uløseligt forbundet med. Liv er her dels forstået som det at tage vare på, at biologisk liv kan fødes, vokse og trives, og dels forstået som det at tage vare på vitaliteten i vores eget liv og i vores relationer og fællesskaber. I organisationen, gruppen eller teamet handler det livgivende lederskab om i praksis at bidrage til at skabe livgivende samtaler i hverdagen og om at facilitere gensidigt værdiskabende processer i de mange samarbejdsflader, vi bevæger os i, og med blik for de forskellige kontekster ledelse udspiller sig i. Ikke mindst handler det om at kunne skabe rum for fordybelse – og facilitere fordybelsesprocesser med henblik på at skabe grundlaget for en livgivende respons. I bogen udfoldes også begrebet bevidst fordybelse, hvormed vi mener det at vælge at standse op for vågent at dvæle ved noget vigtigt for en stund. Vi vil argumentere for, at bevidst fordybelse er noget andet og mere end den mere eller mindre ubevidste praksis, mange ledere og medarbejdere allerede benytter, når de skal tænke over noget sammen. Som mange sikkert har oplevet, så sker fordybelse ikke blot af sig selv ved, at vi sætter os ned ved mødebordet med den hensigt, at "nu tænker vi kloge tanker sammen". Bevidst fordybelse er her over for fordybelse med vilje. Bogens målgrupper er undervisere og beslutningstagere på uddannelsesinstitutioner, særligt de som udbyder uddannelser, hvor der indgår emner som ledelse, organisationsteori og organisationsudvikling, samt professionelle samtaler og procesfacilitering. Derudover henvender den sig til fremsynede ledere, bestyrelsesmedlemmer samt interne og eksterne organisationskonsulenter.
187.50 kr