Password

Hvad digter han så om, Klaus Høeck, i denne digtsamling, Password? Jo, han digter om sin elskede, om sin have og ikke mindst roserne i den, om bønderne, som han mener tager livet af såvel fugle som vilde blomster og bier i omegnen, om whisky, om fuglene og rådyrene, om gamle venner, om sin påklædning fra inderst til yderst, om musik og billedkunst, om at tage brusebad om lørdagen, om at gå en tur i skoven, han går tit tur i skoven. Og så handler det som døden, døden, som selvfølgelig gerne må vente lidt, men som nok skal finde Klaus en dag – eller også finder han den, fx en dag, når han går tur langt inde i skoven. Kort sagt: Password handler om alting, om alting i hele verden, og det hele kommer i en lind strøm, uforudsigeligt, uden logisk eller på anden måde prioriteret rækkefølge eller noget i den retning. Man kunne kalde det stream-of-consciousness i bunden form, og det er både lærerigt og underholdende og helt kolossalt livsbekræftende.