Mennesket kan tale til Gud i livets lyst, i sorgfulde nætter

Denne bog handler om kristen bøn. Om Fadervor, om forbøn, om Jesusbønnen, om hjertebønnen.Undervejs i bogen får Søren Kierkegaards tanker om bøn en vis opmærksomhed blandt andet på grund af hans fuldkomment unikke tilgang til bøn og ikke mindst til bøn uden ord, til kontemplativ bøn.Kierkegaards geniale bud på, hvad Guds nærvær i stilheden går ud på, er en nytolkning af kontemplativ bøn, der rammer direkte ind i vor tid, hvor vi undertiden bekymrer os i en grad, så vi slet ikke er i stand til at være nærværende i nuet og til at tage imod det.Et menneske, der beder så intenst, at Gud kommer til orde – det indfældes i tilværelsen med en glæde og en kærlighed, der er så dyb, at den må stamme fra glædens og kærlighedens ophavs eget hjerte.Her har mennesket ikke alene lært Gud at kende, men er selv blevet kendt af Gud.Det har i Gud fået en livsven, en livskammerat, som svenskeren Owe Wikström er inde på det.Vejen til Gud i stilhed er der i dag spejlinger af i den danske folkekirke i form af stillegudstjenesterne, retræterne og pilgrimsvandringerne, som breder sig som et frodigt, kristent livsrum med rødder dybt tilbage til de bibelske enkeltpersoners mystiske oplevelser og bønner, til ørkenfædrenes og ørkenmødrenes og klostrenes bønsliv gennem middelalderen og videre frem.Der er veje til dyb, dyb fred. Fred med mig (dig) selv, fred i Gud, fred midt i det ræs, tilværelsens hamsterhjul undertiden kan forekomme at være.