Med fortællingen går jeg i døden
Hverdag
Europa er i krise - i hvert fald det Europa, der bragte fred, velstand og demokrati med sig. Men for at forstå krisen kan vi ikke kun læse nyheder eller historiebøger – vi må til romanen, påpeger Peter Nielsen: Kun her findes et sprog for de erfaringer, vi ellers oplever som uhåndgribelige. I denne imponerende essaysamling viser Informations mangeårige litteraturredaktør og -kritiker, Peter Nielsen, hvordan den europæiske roman, bedre end noget andet, giver en forståelse af vores tid og tænkning. Romanen er et vidnesbyrd, men det er også her de store omvæltninger bliver samlet op af sproget og transformeret til erfaring og erkendelse, og delt ud over det læsende kontinent. I løbet af 13 essays bevæger Nielsen sig fra Christa Wolf og verdenskrigens erfaringssammenbrud over den ex-sovjetiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj til den franske provocateur Michel Houellebecq og udfolder derigennem de kriser, der på tværs af landegrænser ikke bare rammer det enkelte menneske, men truer hele kloden. Nielsen undersøger romaner, der på nye måder tematiserer Europas koloniale projekter, nationen og grænserne til andre kulturer. Med fortællingen går jeg i døden er skrevet på kærlighed til Europa, europæisk litteratur og romanens unikke indsigter. Den henvender sig til alle, der har interesse i nutidens Europa og det kulturelle fundament, det hviler på. Peter Nielsen (f. 1967) er litteraturredaktør på Information, Ph.d. i Litteraturhistorie ved Center for Kulturforskning på Aarhus Universitet og grundlægger af den danske udgave af det europæiske kulturmagasin Lettre Internationale.
195.00 kr