Løg trækker tårer

Den dag Wendy fylder 74, har hun fået nok. Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen fødselsdagskort, hun skræller løg, de trækker tårer, emhætten larmer, så hun ikke kan høre radioen, hendes e-Boks er lukket, og hun beslutter at gå sin vej. Hun tramper af sted med faste skridt, men kommer I første omgang ikke længere end til stationen, hvor hun falder besvimet om og vågner op og ser en ung afrikaner står bøjet ind over hende. Hun vil hellere hjem end på hospitalet, så han hjælper hende hjem, manden virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København, står af på Hovedbanegården, tjekker ind på et hotel og ser dagen efter sit snit til at låse sig ind i en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er ikke ret stor, kun lidt større end en dværg - sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk, og som hun får et nært og fortroligt forhold til. Huset, hun er flyttet ind i, er imidlertid under renovering, og det er slet ikke så enkelt at holde sig skjult for ale de håndværkere, der har deres gang både i lejligheden og på stilladset udenfor; men hun går på biblioteket og låner bøger og hygger sig med Krig og fred og På sporet af den tabte tid og har god tid til at tænke tilbage på et liv, der er er mere mangfoldigt og har budt på flere excentriciteter end de flestes - lige indtil den dag, da hun og ulvepelsen stikker af i hinandens selskab, og det hele pludselig er forbi.