Hvid skrøbelighed

I løbet af de 20 år sociologen Robin DiAngelo har undervist folk i at håndtere diversitet og flere kulturer på arbejdsplad­sen og i samfundet generelt, er hun igen og igen stødt på, hvor sensationelt, ja, hysterisk dårlige hvide er til at diskutere racisme. Og i én forstand er de værste de veluddannede, selverklæret progressive. Mønsteret er forudsigeligt: Vi taler først indigneret om, at vi er ’farveblinde’, ’opdraget til at behandle alle ens’, at ’racisme er overstået’, og så fremhæver vi klasse og køn som vigtigere emner. Derpå vil nogle blive aggressive, andre stille og atter andre begynde at græde. DiAngelo, der selv er hvid, kalder det hvid skrøbelighed. Hvorfor – undrede DiAngelo sig – afstedkom det så intense reaktioner? Som om det at diskutere racisme var mere ubehageligt for hvide end oplevelsen af at blive udsat for racisme?I Hvid skrøbelighed undersøger DiAngelo, hvorfor hvid hud er så tynd. Og hvorfor det er så bydende nødvendigt for hvide at fortælle, at vi er uskyldige i hvid overlegenhed og favorisering?En intelligent, ydmyg, varm og forskrækket afdækning af, hvor uvante vi hvide er med at skulle tænke på os selv i racebegreber (og hvor ubehageligt det føles at skulle det). Hvordan vi har formået at skjule racisme ved at koble det til moral og hævde, at kun en ond person kan udøve racis­me (plotspoiler: det er løgn!). Og endelig, hvordan vores sårede ubehag afspejler dybe skel trukket gennem vores samfund og følelser: Vores hvide skrøbelighed bliver reelt et forsøg på at opretholde status quo. Og understøtter således racisme.