Det moderne gennembrud set igennem Erik og Amalie Skram

Det moderne gennembrud" handler om den danske kultur­radikalismes opståen og første årtier. Kulturradikalismen var slet ikke Klaus Rifbjergs opfindelse. Den blev skabt ved en festlighed i november 1878, da den københavnske radikalisme omkring Viggo Hørup og Morgenbladet forenede sig med kredsen om brødrene Brandes. Bjørnstjerne Bjørnson var det fejrede midtpunkt, der velsignede formælingen. En vågen iagttager i de år var den unge forfatter Erik Skram. Han hørte hjemme i begge lejre; dels politisk som stenograf i Rigsdagen og dels som debuterende roman­forfatter under Edvard Brandes’ protektion. Han oplevede tidens hovedstrømninger på nærmeste hold – han er en vigtig kilde til tidens Danmarkshistorie. Skram er midterfiguren i denne anderledes skildring af tiden efter 1864. Udgået fra det nationalliberale borger­skab, frivillig soldat som 17-årig i 1864, hårdt såret og deltager i efterkrigstidens debat om nederlaget og mulig­hederne for nationens overlevelse. Som forfatter selv ud­nævnt til en af "Det moderne gennembruds mænd" i Georg Brandes’ trompetstød af en bog, der varslede den ny tid med ham selv som vejviser. Den lille gruppe blev foragtet og bekæmpet af tidens magthavere: Godsejere og officerer, der slog på militarismens tromme og opførte Københavns befæstning. Skram blev også en midterfigurer i "den store nordiske krig om seksualmoralen", der indvarsledes med Ibsens "Et Dukkehjem". Skram var selv et eksempel på tidens dobbelt­moral med mange forhold løbende. Indtil han ved Bjørnsons digterjubilæum mødte den smukke og begavede Amalie Müller og et stormfuldt forhold mellem dem begyndte – belyst i eftertiden gennem deres mere end 600 breve indbyrdes. Deres ægteskab gennemløb på mange måder de omskiftelser og argumenter, som belystes i 1880ernes offentlige debat om "engift eller mangegift" med Bjørnson og Georg Brandes som hovedmodstanderne. Erik og Amalies ægteskab er også et smukt drama om, hvor­dan han opgav sin egen karriere som forfatter for at stimulere og hjælpe hendes åbenlyse talent som ny-realistisk skribent – norsk af sind og temperament, men ærkedansk i det københavnske miljø -hendes mange gribende romaner var for realistiske for Georg Brandes, men foregreb det følgende 1900-tals socialistiske litteratur. Først da hun med sine to rystende romaner om sit ophold på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling vækkede en voldsom offentlig debat, tog hendes karriere som en af Nordens største forfattere fart. I Norge er hendes forfatterskab frodigt belyst i flere biografier, i Danmark er dette den første større skildring af hendes og hendes mands stormfulde liv.