Bureaukraterne ta'r magten

Det tog lang tid at udvikle demokratiet. I begyndelsen var det eksklusivt, bl.a. betinget af formueforhold, senere fik mindrebemidlede og kvinder stemmeret. Verdenskrisen efter 1929 blev søgt imødegået med stadig flere statsindgreb, som udviklede velfærdssamfundet med gratisydelser, høje skatter og afgifter. Det krævede et stort bureaukrati til at omfordele, overvåge og kontrollere, at der var styr på folkets adfærd, men ligesom det enevældige samfund formåede demokratiets bureaukrati med succes at indskrænke det jævne folks indflydelse. Således blev det, der skulle være et demokratisk velfærdssamfund, gradvist forvandlet til et formyndersamfund.I Bureaukraterne ta’r magten trækker Ole T. Krogsgaard på sin omfattende viden, som han har samlet op gennem et langt liv i erhvervslivet. Man kunne på forhånd forledes til at tro, at Krogsgaards fremstilling af det danske velfærdsdemokrati og hans vurdering af bureaukratiets rolle nok ligner, hvad politiserende erhvervsfolk plejer at præstere. Men det er langt fra tilfældet. Krogsgaards fremstilling er skarp og bemærkelsesværdigt fri for fordomme. Han evner på én gang at betragte samfundet fra stor højde, men er samtidig i stand til at gå ned i de mindste detaljer, hvad enten det drejer sig om fredskovsbestemmelser, salget af DONG, energipolitik og grønne afgifter, kongehusets rolle, efterretningsvæsenerne, der opererer på kanten af grundloven, privathospitaler eller teaterdrift. Bureaukraterne ta’r magten fokuserer primært på det danske samfund, men inddrager med selvfølgelighed en lang række globale forhold, f.eks. ledsages omtalen af den danske finanskrise af en analyse af krisens internationale (amerikanske) udspring. Desuden er der i bogen to perspektivrige kapitler om udviklingen i henholdsvis Kina og Rumænien siden 1989.Ligesom to af Krogsgaards forbilleder, den amerikanske økonom Galbraith og den danske Jørgen Dich, der skrev henholdsvis Det rige samfund og Den herskende klasse, fortjener Bureaukraterne ta’r magten stor udbredelse. Krogsgaard konkluderer forsigtigt: Danmark er et godt land at leve i, bedre end de fleste. Grundlaget er godt, men næppe godt nok til fremtidens udfordringer.